Auberginer i karrysauce

18. juli 2018 Aftensmad, AW 0
Auberginer i karrysauce

Som du måske har bemærket er jeg gået en lille smule aubergine amok på det seneste 😉 Det kommer sig af, at jeg spurgte hvad mine følgere på min Facebook side savnede inspiration til at bruge i deres madlavning, og aubergine var absolut en af de grøntsager, flest havde udfordringer med at få spist. Så jeg kastede mig ud i et projekt hvor jeg ville få bikset så mange opskrifter som muligt med aubergine sammen.

 

4 personer:

Ingredienser:

Ris (den mængde du synes passer til jer)

 

1 stor aubergine

 

100 g sød kartoffel

150 g gulerod

2 stængler bladselleri

1 lille løg

2 almindelige kartofler (ca 100 g)

1 dåse kokosmælk

salt

karry

1 tsk gurkemeje

 

Fremgangsmåde:

Kog ris som anvist på pakken.

Skræl kartofler, sød kartofler, gulerod og løg og skær det hele i mindre stykker – også bladselleri. Kom det hele i en lille gryde og dæk det med vand. Bring i kog og lad det simre i 10 minutters tid til grøntsagerne er møre. Hæld vandet fra men gem det i en skål. Kom grøntsagerne i en blender sammen med kokosmælk og 1 tsk salt, 1 tsk gurkemeje og 1 spsk karry (den endelige mængde afhænger af hvilken karry du bruger, hvor stærk den er og hvor meget du vil have den til at smage igennem). Blend til du har en helt cremet sauce – er konsistensen for tyk, tilsætter du lidt af kogevandet. Smag til med mere salg og karry. Hæld det tilbage i gryden, men tænd ikke for varmen endnu.

Skær auberginen ud i mundrette størrelser – de skal ikke være for små. Steg dem i lidt olie på panden til de får lidt farve. Kom lidt vand ved og læg låg på og lad dem koge i 5 minutter så de bliver møre. Tag dem af og hæld dem op i gryden til saucen. Tænd for blusset og varm op til kogepunktet.

 

Velbekomme 🙂