Linsebrød

20. juli 2018 Bagværk 0
Linsebrød

Hvis du endnu ikke har opdaget det prøver jeg ihærdigt at styre udenom gluten 😉 min krop fungerer simpelthen bare ikke på det.

Men jeg elsker at lege med nye idéer, især når de bunder i at få mere næring ind i bagværk. En af de ting glutenfri kost er beskyldt for er nemlig mangel på næring, og hvis man kigger på indholdsfortegnelsen på det brød man kan købe i supermarkederne, kan jeg sagtens forstå hvorfor. Risstivelse og majsstivelse er der bare ikke rigtig noget at komme efter i. Det er også derfor jeg rigtig meget bruger havremel i mine opskrifter. Men jeg fik en idé med linser og den var faktisk slet ikke så tosset 🙂 dette brød ville også kunne bruges som pizzabund.

 

1 brød

Ingredienser:

75 g røde linser (tørre!)

1/2 tsk salt

1 spsk olivenolie

10 g gær

1 dl vand

1 tsk fiberhusk

1 spsk kartoffelmel

Friske urter (her rosmarin)

 

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 200 grader. Blend linserne til mel i en blender eller kaffekværn. Kom det i en skål og tilsæt de øvrige ingredienser undtagen urterne. Bland det godt rundt og vent 10 minutter så linserne og husken får lov at opsuge væsken. Dejen er stadig en smule klistret men du skal kunne håndtere den.

Kom bagepapir på en bageplade. Kom olie på dine fingre så dejen ikke klistre fast. Kom en smule olie på dejen og form den til en klump. Læg den på bagepladen og mas den ned så den kun er 2-3 mm tyk. Pynt med friske urter og bag i ovnen i ca 15 minutter.