Oreokage

13. april 2017 Kager 0
Oreokage

Denne her kage var et af de der eksperimenter, der bare sidder lige i skabet 🙂
Min ellers utroligt kræsne svoger, der næsten kun kan lide lagkage med flødeskum og bananer, kunne ikke nøjes med et stykke, og DET siger altså en hel del 😉

Den er ret nem at lave og heller ikke særlig tidskrævende, og hvis man venter med at komme oreos på kanten, til et par timer inden man skal bruge den (så de stadg er sprøde), kan man lave kagen dagen i forvejen.

 

Bund:

150 g vegansk smør (jeg brugte Coop FRI)

200 g sukker

1 vanilje stang

100 g mørk chokolade

1 dl kokosmælk, det faste/tykke (coop 365)

1/2 dl plantemælk

1 tsk Xantangummi

2 tsk bagepulver

4 spsk kartoffelmel

100 g havremel

2 1/2 spsk kakopulver

 

Fremgangsmåde:

Hak chokoladen og smelt over vandbad. Skrab vaniljekornene ud og mas med lidt af sukkeret. Kom det op i en skål sammen med resten af sukkeret og smøret og pisk med en elpisker. Tilsæt kokosmælk og plantemælk og rør godt. Tilsæt Xantangummi og kartoffelmel og si bagepulver og kakao i. Rør rundt til du har en helt ensartet masse. tilsæt smeltet choklade og rør godt rundt, så det ikke størkner i klumper. Tilsæt til sidst havremel og rør rundt. Kommes i en springform ( Ø 25 cm) og bag ved 190 grader i 50 minutter. Lad kagen køle af og lav fyldet.

 

Fyld:
1 pakke oreos (en rulle)

200 g vegansk smøreost (jeg brugte Violife)

1 1/2 dl Alpro piskbar soya

1 dl kakaodrik

1/2 spsk agarpulver

Andet: 

1/2 pakke oreos til pynt

 

Fremgangsmåde:

Kom alle oreos i en pose og bank dem godt  med en kagerulle. Kom smøreosten i en skål. Piske soya fløden til skum. Kom kakao og agarpulver i en gryde og varm op under omrøring – lad det koge 2 minutter. Hæld det op til smøreosten og pisk godt, så der ikke er nogle klumper. Vend oreos stykkerne i og vend til sidst flødeskummet i.

Fordel fyldet på kagen og sæt den på køl en times tid. så det når at sætte sig.

Kør forsigtig en kniv langs kanten og fjern springformen. Hak 1/2 pakke ores på nær 3. Kom det i en firkantet beholder du kan holde op til kanten af kagen og forsigtigt pynte kanten med. Det svinder og det kræver at man kommer alle stykkerne der falder ved siden af op i beholderen igen, men det kan lade sig gøre 😉 Skær et lile stykke af de tre resterende oreos, så de er en lige flade, der kan stå)ligge på kagen, og sæt dem på midten.

Velbekomme 🙂