Fooled pork (vegansk pulled pork)

24. juli 2017 Aftensmad 0
Fooled pork (vegansk pulled pork)

Min kæreste var en glad mand…. en MEGET glad mand 😉 Han er ikke veganer, men spiser nu overvejende vegansk herhjemme. Vi snakker om en mand der levede af steg, pølser, lasagne (i det hele taget masser af hakket oksekød), frikadeller osv inden han mødte mig og som nu selv siger “skal vi ikke have hotdogs med gulerodspølser” eller “hvis vi skal have burger så skal det være med rødbedebøffer” he he. Så idag skulle han forkæles og det blev med en fooled pork burger.

pulled pork vegansk

 

Nok til 3 store burgere

Ingredienser:

1 medium løg

1 dåse jackfruit i lage (ikke sukker) 280 g drænet vægt *

2 spsk tomatpuré

1/2 spsk røget paprika

1/2 spsk barbequekrydderi

3 spsk kokossukker (eller almindelig sukker, eller farin)

1/2 tsk salt

2 tsk æblecidereddike

1/2 tsk spidskommen

2 1/2 dl vand

 

* De fås i asiatiske forretninger og de har også fået dem i Bilka i deres veganske afdeling.

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 220 grader. Skær løg i skiver. Dræn jackfruiten og skær midten af stykkerne af (det hårde). Bland alle de øvrige ingredienser sammen i en skål undtagen 1 dl af vandet. Svits løg i lidt olie og tilsæt jackfruit stykker og saucen. Bring det i kog og skru ned til middel varme. Lad det koge i 10 minutter, men rør undervejs og tilsæt den sidste deciliter vand ca halvvejs.

vegansk pulled pork

Kom det hele i et fad og sæt i ovnen i 15 minutter.

Hvis du ønsker en lidt mere fedtet konsistens, så hæld lidt olivenolie over inden du bruger det i fx en burger, men det bliver ikke tørt pga det snaskede sauce.

vegansk pulled pork

Brug det i burger, pitabrød, wrap, i en salat eller bare som tilbehør til aftensmaden.

Velbekomme 🙂

vegansk burger