Græskarmousse med hvid chokoladeovertræk

18. oktober 2017 Kager 0
Græskarmousse med hvid chokoladeovertræk

Det er jo efterhånden ikke til at undgå at bemærke når det er Halloween herhjemme 🙂 Alle steder kan man få pynt, slik og kager med Halloween tema, så da mine to drenge var hjemme igår og vi havde en hyggedag, gik vi Halloween amok. Ud over at skære græskar og lave græskarkerner, blev det også til Halloween lækkerier, bla disse spøgelser. De er ikke så svære at lave, men lidt tidskrævende, især pga den hjemmelavede hvide chokolade, som ikke er helt lige så let at arbejde med som almindelig chokolade er. Moussen kan desuden bruges til kager, eller som en dessert i sig selv med lidt revet chokolade eller noget på toppen 🙂

Ingredienser:

Bunde: 

Det bedste er at lave marcipanbunde, ved at skære en rulle ud i 2-3 mm tykke skiver og bage dem ved 180 grader til de er let gyldne (ca 5-7 minutter). Psssttt hvis du er helt lost på det, så se Plantepushernes udførlige opskrift på marcipanbunde. 😉

 

Græskarmousse: (7 spøgelser eller 1 lille kage)

250 g græskar (kogt)

2 spsk sukker

1 vaniljestang eller 1 spsk vaniljesukker

1/2 tsk kanel

1 tsk agar pulver

1/2 dl aplro piskbar soyafløde

et par dråber citron saft

 

Hvid chokoladeovertræk:

50 g kakaosmør

2 spsk kokosmælk (obs KUN det tykke/faste)

2 spsk lys sirup (jeg brugte agave)

1 spsk vaniljesukker

 

Andet:

10 g mørk chokolade til øjne

 

Fremgangsmåde:

Start med at lave bundene, så de kan køle af og husk at sætte din kokosmælk (til overtrækket) på køl i god tid!

Kog græskar til det er helt mørt. Du skal bruge mere end de 250 g da det afgiver en del væske – start gerne med 500 g. Når det er mørt, hælder du væsken fra og blender det med en stavblender. Kom sukker, vaniljesukker, kanel og agar pulver i og varm op og kog i et minut. Tag det af varmen og kom det i en skål og lad det køle af, så du kan have en finger i uden at brænde dig. Pisk fløden til skum imens og tilsæt en smule citron saft til slut for at få det helt stift. Når græskarpuréen er kølet nok af, vender du den forsigtigt i flødeskummet og sætter det på køl i 15 min (har du en silikoneform med runde huller, så kom det heri og sæt på køl – så sørg blot for at lave bundene i en størrelse der passer til toppen af hullerne) 😉

 

 

Imens gør du en sprøjtepose med en stor rund tyl klar. Når moussen har sat sig lidt, hælder du den op i sprøjteposen og lader den køle til den er helt fast. Så sprøjter du den på bundene (du kan nok ikke lave dem af en omgang, men start med at sprøjte ca 2 cm på og ikke helt ud til kanten, sæt dem i fryseren og læg sprøjteposen på køl samtidig i ca 5 min og sprøjt så resten på – 4-5 cm er nok max højde uden de synker sammen!) og sæt dem i fryseren imens du laver chokoladen.

Hak kakaosmør og kom i en lille skål sammen med sirup og viniljesukker – smelt over vandbad. Når alt er smeltet og blandet til en lind masse, lader du det køle lidt af inden du kommer kokosmælken i – HUSK det kun skal være det faste! Lad det køle så meget ned, at de kun er tykflydende og ikke er varmt mere – det er meningen det skal størkne hurtigt når det kommer på moussen. Tag moussekagerne ud af fryseren og sæt en på en gaffel og hold det over skålen med smeltet chokolade. Brug en spiseske til at hælde chokoladen ud over kagen. Når den hele er dækket, sætter du den på et stykker bagepapir og gentager processen med resten. Sæt dem i fryseren et øjeblik og giv dem evt et lag chokolade mere. I fryseren igen imens du smelter den mørke chokolade, lader den køle lidt så den ikke er så tynd og kommer i et lille konet (en lille sprøjtepose lavet af bagepapir) så du forsigtigt kan dryppe øjne på spøgelserne. Sæt dem på køl indtil de skal serveres.

Velbekomme 🙂