Svampenøddesteg

11. december 2017 Aftensmad, Jul 0
Svampenøddesteg

Denne steg bliver det jeg serverer til jul i år 🙂 Der er SINDSYGT meget smag i den og masser af umami (det man normalt siger er kødsmag) i pga alle svampene, dejlig tekstur pga nødderne og de finthakkede grøntsager. Det bliver dog uden dejen, både fordi jeg synes det er unødigt fyld når der er SÅ meget lækker mad jeg gerne vil have plads til juleaften, men også fordi det var et fejlslagen eksperiment med glutenfri butterdej. Men hvis du gerne vil lave den indbagt, så kan du enten bruge købebutterdej (de fleste er veganske, men tjek lige for en sikkerheds skyld) eller filodej for en mindre tung udgave.

 

ca 4 personer:

Ingredienser:

2 mellem løg

3 fed hvidløg

2 stængler bladselleri

300 g champignoner (du kan også blande forskellige svampe)

1 dl haselnødder

1 dl valnødder

2 tsk tørret rosmarin

1/2 tsk stødt nellike

1/2 tsk muskat

1 buillonterning

2 spsk tamari/soya

1 spsk HUSK/loppefrøskaller (ikke pulver)

2 spsk madfløde

1 1/2 dl havregryn

 

Fremgangsmåde:

Hak alle grøntsagerne fint og svits dem i olie på en pande i ca 5 mimnutter. Tilsæt buillon imens de afgiver væde. Kom 2/3 af det i en blender sammen med madfløde, rosmarin, nellike, muskat og tamari. Blend til du har en lind masse og hæld det i en skål. Hak nødderne fint. Tilsæt HUSK/loppefrøskaller til grøntsagsmassen, resten af grøntsagerne og alle de finthakkede nødder. Tilsæt til sidst havregryn og bland det hele godt sammen. Hvis du vælger at lave det i en dej, så læg et stykke bagepapir i et fad, og bred dejen ud i ca 30×25 cm og læg din fars på langs på midten og luk dejen på toppen – lav evt snit i det yderste af bredden så du har små snipper du kan folde fint på toppen. Hvis du ikke bruger dej, kan du enten forme farsen som et brød i et fad med bagepapir, eller finde en form der har en passende størrelse og blot presse farsen ned i (husk bagepapir). Farsen bliver fast når den bages, så du kan skære skiver af den slev hvis du vælger at lave den som en steg uden dej omkring. Bag den i ca 40 minutter ved 200 grader. Bager du den uden dej, kan du evt pensle den med olie halvvejs.

 

vegansk julemiddag

Server det med de ting du forbinder allermest med jul 🙂 Du kan finde opskriften på brun sauce lige her

Velbekomme og rigtig glædelig jul 🙂