Lækre linsebøffer

14. december 2017 Aftensmad, Jul 0
Lækre linsebøffer

De her bøffer er FYLDT med næring og godt med protein pga linser og havregryn. De er godkendt af min kødspisende kæreste og af vores 2 veganer-unger på 5 år og 2 1/2 😉

 

De kan bruges i stedet for hakkebøffer, eller i en burger. Man kan også lave den som fyld i en julesteg, hvor man kommer det som fars indeni en butterdej.

6 bøffer

Ingredienser:

75 g gulerod

et mellemstort løg (100 g )

en lille pastinak (35 g)

2 fed hvidløg

en stængel bladselleri (50 g)

250 g kogte grønne linser (= en dåse)

1 spsk tamari (kan undlades)

1 tsk salt

1 1/2 tsk tørret rosmarin

50 g hasselnødder

1 spsk loppefrøskaller

lidt peber

2 dl havregryn

 

Fremgangsmåde:

Riv gulerødder og pastinak. Kom løg, hvidløg, bladselleri, tamari, salt, rosmarin, hasselnødder, peber og 1/3 af linserne i en blender og blend til du har en helt lind masse. Hæld det i en skål. Tilsæt loppefrøskaller og resten af linserne og bland godt rundt. Svits de revne gulerødder og pastinak på panden og bland i farsen.Tilsæt til sidst havregryn og bland det hele godt. Lad det stå i 10 minutter så havregrynene får lov til at suge væsken i farsen. Form til bøffer og steg ca 10 min på hver side ved middel varme.

 

Server med dit yndlingstilbehør.

linsebøffer

 

Velbekomme 🙂