Vol-au-vent med ærte/grønkålscreme (hors d’oeuvre)

30. december 2017 Forret, nytår 0
Vol-au-vent med ærte/grønkålscreme (hors d’oeuvre)

Jeg er gået helt i selvsving og det sprøjter ud med idéer til forretter og hors d’oeuvre. Disse er faktisk rimelig simple at lave, men det kræver lidt tid, primært pga bunden – især hvis man ikke har to udstikkere der passer i størrelsen til at lave ringene, hvilket jeg ikke havde ?

8 stk

Ingredienser:

1 pakke butterdej (de fleste er veganske, men tjek lige at der ikke er smør i)

 

1 1/2 dl ærter (frosne er fint)

en stor håndfuld frisk grønkål

1 dl cashewnødder

1/2 tsk salt

1/2 tsk løgpulver

15 friske mynteblade

1 spsk lys tahin

1 spsk vegansk madfløde + 1 ekstra til pensling

1/2 citron

 

peber

 

3 radisser

frisk purløg (5 cm purløg til hver)

vegansk cremefraiche

Sorte caviart

Citronperler (købte mine i Bilka)

 

Fremgangsmåde:

Tø ærter op. Stik Ø5 cm store runde cirkler ud af butterdejen – 24 ialt. 16 af dem stikker/skærer du midten ud af, så der kun er 1/2 cm tyk rund ring. Der skal bruges to ringe til hver af de 8 bunde. Kom en smule vand på en finger og kør rundt på ringen og læg den med den våde side nedaf på en bund. En til ring ovenpå. Sørg for at lægge dem lige. Når du har lavet alle 8, pensler du med lidt madfløde og de bages ved 200 i ca 15 minutter.

 

Lad dem køle når de er færdige og lav cremen imens.

hors d'oeuvre

Kom ærter, grønkål, tahin, cashewnødder, salt, løgpulver, lidt peber, 1 spsk citronsaft, mynteblade og 1 spsk madfløde i en blender og blend til du har en helt cremet masse uden klumper. Smag evt til med mere peber og salt. Kom det i en sprøjtepose med en stor rund tyl, eller en frysepose, hvor du klipper et passende hul. Skær radisserne i tynde skiver. Sprøjt creme ned i hver afkølet bund (måske du lige skal presse bunden i midten lidt ned med en finger når de kommer ud, så der er plads til cremen). Fyld creme op til toppen. Kom en lille klat cremefraiche på, sæt to skiver radisser ned langs cremefraichen, kom en lille knivspids caviart ved siden af cremefraichen (man skal stadig kunne se den grønne creme). Kom en citronperle ovenpå cremefrichen og et stykke purløg på og voila, så har du en lækker lille hapser der er sprød, cremet, sød, sur, salt og med lidt bid fra radisse og purløg 🙂

 

Velbekomme 🙂